3 stykker legetøj, der styrker dit barns motorik
Undersøgelser viser, at hvert tredje danske barn, der starter i skole, har motoriske problemer. Det er et problem, fordi motorisk stærke børn er mere selvsikre og har nemmere ved at skabe sociale relationer. Derfor er motorisk træning noget af det bedste, du kan gøre for dit barn – og det går heldigvis nemmest gennem leg, så I kan sagtens hygge jer med det derhjemme.
Hoppedyr
Et hoppedyr er helt ideelt til at træne små børns grovmotorik og balance, og samtidig er det godt at lege med, fordi dyrets design sætter gang i barnets fantasi. Et hoppedyr styrker også barnets ben og torso, fordi det kræver kræfter at få gang i hopningen.
Dyret kan bruges fra barnet er cirka 1,5 år, men nogle steder kan du også købe en vippefod til dyret, så det kan bruges allerede før barnet kan hoppe med det.
Stylter
Når børnene er lidt ældre, er stylter et fantastisk værktøj til at styrke balancen og koordinationsevnen. I første omgang vil vi anbefale spandestylter, da de er meget nemmere at bruge end traditionelle træstylter, så dit barn ikke mister interessen, fordi det er for svært. Samtidig giver spandestylterne mulighed for at stå stille og holde pause, hvis det bliver for udfordrende, så barnet kan træne i sit eget tempo uden at vælte.
Det gør ikke så meget, hvis barnet ikke kommer til at mestre stylterne helt – det er et meget udfordrende stykke legetøj, og det vigtigste er, at de får øvet sig lidt.
Bolde
Med et par forskellige bolde kan du nemt styrke både fin- og grovmotorikken, og bolde er så billige, at alle kan være med.
Til helt små børn kan du eventuelt starte med en ballonbold, som de nemt kan håndtere. Bolden er let, så den kan bruges til at træne grundlæggende færdigheder som at kunne gribe fat om bolden eller trille med den.
Når barnet er lidt større og har fået flere kræfter, kan skumbolde være en god måde at styrke finmotorikken i fingrene på, og de kan samtidig bruges til en masse forskellige lege, fordi de er lette og uskadelige
Er børnene omkring skolealderen eller lidt ældre, kan en motorikbold også være en mulighed for at styrke grovmotorikken, hvis I har plads til en derhjemme. En motorikbold er ligesom en aflang pilatesbold, så der skal være plads til at tumle, og barnet skal ikke være bange for at udfordre sin balance.