Det perfekte studentergilde
Et af årets højdepunkter nærmer sig med hastige skridt: dagene hvor en masse unge mennesker endelig får studenterhuen på hovedet efter flere års hårdt arbejde. Og dét skal fejres! Gaderne fyldes med glade studenter, der nyder deres nyvundne frihed.
Bliver du student til sommer? Eller har du en søn eller datter, der snart skal have huen på? Så skal det selvfølgelig også fejres med familien, og I kan få inspiration til det perfekte studentergilde her.
Skab feststemning
Studentertiden er munter, og det skal stemningen til festen også afspejle. Derfor er det bare med at give den gas med at pynte op i hele hytten og selvfølgelig også på bordet. På nettet kan I finde en masse inspiration til pynt til studenterfesten, men man går aldrig galt i byen med den klassiske oppyntning med små papir-studenterhuer og danske flag. De fleste steder kan man få pynten i forskellige farver, alt efter hvilken ungdomsuddannelse, studenten har taget.
En anden god måde at skrue op for den gode stemning på er at sørge for noget underholdning. Det behøver ikke være noget omfattende, men lidt ekstra god musik eller en lille sjov tale bliver helt sikkert modtaget med åbne arme af gæsterne.
God mad
Til et studentergilde samles man typisk omkring middagsbordet, så der skal selvfølgelig serveres noget lækkert mad. Med lækker menes ikke nødvendigvis mad, der er besværligt og tidskrævende at lave, men noget som smager godt. Helt simpel mad kan smage himmelsk – også selvom man ikke bruger hele dagen på at forberede den! Gør det nemt for jer selv og lav noget simpelt eller bestil mad udefra. Så har I tid til det vigtige: at fejre et ungt menneskes hårde arbejde.
Mindeværdige øjeblikke
Noget af det allervigtigste ved studentergildet – og studentertiden generelt – er, at man kan se tilbage på det efterfølgende. Sørg for at få taget en masse billeder, som kan minde studenten og den stolte familie om denne fantastiske og glade tid.